Respekt! Bondemanden har altid travlt – ja, ja – men når man møder en som landmand John Jakobsen, der allerede har arbejdet 37 timer tirsdag aften, og søndag stadig sidder i sin traktor med et bredt smil, og glad udbryder “kæft det er fedt det her!!”, så bliver man godt glad i låget – den arbejdslyst har jeg meget stor respekt for.
Da jeg kom ud til marken mødte jeg en kæmpe kornvogn, men jeg kunne ikke se så meget som støvet fra en mejetærsker… Underligt! Jeg kørte en kilometer ned af en markvej. Stadig ikke ingen maskiner i sigte. Så satte jeg dronen i vejret for at få en lidt bedre udsigt. 500 meter længere nede over marken fik jeg øje på det jeg var kommet for at se. Der buldrede to kæmpe store maskiner afsted igennem kornet.
Timing er alting! Så jeg fik fat i John – “Kan vi få mejetærskerne op på siden af hinanden?”. “Ja da!”. Det tog lige et par opkald til de to maskiner, så dreje de majestætisk ind i kornet og i flot formation poserede de for fotografen. Fedt!
Kald mig bare for en bonderøv – men der er noget helt specielt over sådan en sommerdag, når landmændene kører deres store maskiner ud af maskinhuset for at få nogle penge i kassen!
Er du interesseret i af købe et billede, så send mig en besked.
Jeg har ikke faste priser på mine billeder – prisen afhænger bl.a. af det ønskede tryk og formatet på billedet.